Menu

Pernille Harder besøg

image
07. september 2018 kl. 15:58

Søndag d. 26. august var en stor dag for U12-13 pigerne i Søhus Stige Boldklub. Her kom Europas bedste kvindelige fodboldspiller, Pernille Harder, på besøg og trænede pigerne. Oplevelsen var hovedpræmien i en SILVAN konkurrence, hvor holdet vandt på deres flotte film, høje niveau og store engagement.

I skønt sensommervejr kom det helt store idol i kvindefodbolden spadserende ned til klubbens nye kunstgræsbane, hvor hun blev mødt af klapsalver fra omkring 100 tilskuere og forventningsfulde piger iklædt spritnyt træningstøj fra SILVAN. Hestehalerne sad som altid stramt, men også trænerne fremstod skarpe og velfriserede på dagen. Pernille var på vej fra sin søsters bryllup og til landsholdslejren for at spille de to sidste kval-kampe til VM 2019, men i 3 timer var hun nærværende, sød og engageret i at give os alle en kæmpe oplevelse.

Der blev trænet ca. 1½ time med forskellige tekniske øvelser og masser af gode råd om vigtigheden af den mentale indstilling, hvis man vil være en rigtig dygtig fodboldspiller. Pigerne tog imod med stor opmærksomhed, og det falder dem helt naturligt, at have det sjovt med fodbolden men samtidig være fokuseret på at forbedre sig og blive presset af trænerne til at prøve det uvante. På trods af tilskuere og forstyrrende journalister, så var koncentrationen i top, og pigernes niveau og indsats blev bemærket og efterfølgende kommenteret af både Pernille Harder og SILVAN-medarbejderne.

Efter træningen holdt Pernille et oplæg om sin karriere og de mange svære valg hun har måtte tage, lige fra hun var ganske ung. Derefter var det tid til autografskrivning og fotografering med alle interesserede.

Foruden præmien til pigerne, så gav SILVAN også et sponsorat på 10.000 kroner, som naturligvis går til den sidste bid af kunstgræsbanen. Under træningen gik SILVANs marketingdirektør og ungdomsformand Thomas Monrad og talte om kunstgræsbane projektet og det ville SILVAN gerne støtte med yderligere 20.000 kroner – der skal lyde en varm tak til SILVAN.

Desuden blev der knyttet gode relationer mellem Søhus Stige Boldklub, SILVAN og Pernille Harders manager, så forhåbentlig bliver det til et gensyn en gang i fremtiden. Der er i hvert fald allerede styr på, hvor langt der er fra Odense N til Wolfsburg! Flere af pigerne mødte Pernille Harder igen til landskamp i Viborg i den følgende uge, og hun kunne selvfølgelig kende dem 😊

Forventningerne til mødet med Pernille Harder blev til fulde indfriet. Og pigerne har taget det mentale boost med sig til kampene, hvor U13 pigerne har hentet uafgjort mod rækkens to tophold, og U12 pigerne efter en halvsløj sæsonstart har gjort rent bord mod stærke modstandere i 3 kampe og nu topper A-rækken som Fyns bedste U12 pigehold.

Under menupunktet "Gallerier" kan der ses nogle billeder fra dagen